Verdens selvmordsforebyggelsesdag: Autistiske unge ønsker ikke at dø, men vi passer ikke ind i jeres fejlkonstruerede kasser

Thea Enevoldsen Forperson, Autisme Ungdom

Signe Elise Goberg-Côté Prægraduat forsker, Institut for Sundhedstjenesteforskning SDU

---

Forskningen har konsekvent vist, at autistiske personer er i langt højere risiko for at ende i selvmordskriser end ikke-autistiske, sammenlignelige personer. Risikoen for at autistiske personer dør som følge af selvmord er mere end tre gange højere - og mørketallene er formentligt store, fordi mange diagnosticeres udenfor den regionale psykiatri som statistikkerne er baseret på, overses eller aldrig får en diagnose.

Mange autistiske unge ekskluderes fra uddannelser og fritidsliv, og ender i ufrivillig isolation. Imens diskuterer politikere definitioner af “mistrivsel” og hvorvidt dårlig opdragelse kan iscenesættes som kerneårsag. 

Manglende livshjælp. Hjælpen kommer ofte for sent – eller slet ikke.  Det er opskriften på mistrivsel og selvmordstanker. To tredjedele af adspurgte forældre til anbragte autistiske børn fortæller, at kommunens hjælp ikke var det, barnet havde brug for. En forklaring på dette kan være, at støtten der tilbydes - ifølge kommunale informanter - afhænger af kommunernes økonomi. I årevis har kommunernes største udfordring (med at levere den støtte, der er brug for) været såkaldte aktivitetsstigninger - at de "oplever en stigning i antallet af børn og unge med autisme".

Regeringen har netop afsat 4,6 milliarder kroner til psykiatrien. Det er en vigtig investering - men psykiatrien kan ikke løse problemer, der skyldes sociale og strukturelle forhold. 

Hvorfor investerer vi ikke i trivsel med henblik på at forebygge, at mistrivsel opstår - og før mistrivslen bliver til sygdom?

Vi mister ikke autistiske unge til selvmord fordi de ønsker at dø, men fordi årelange politiske svigt har skabt et samfund, hvor de ikke får en reel chance for at leve. Hvis vi skal forebygge, at selvmordskriser opstår og undgå dødsfald grundet selvmord, har vi brug for en bredere indsats på tværs af sektorer, der starter langt tidligere. Én der ikke afhænger af diagnostisk status, men gælder for alle. 

De fleste - autistiske eller ej - gør allerede alt hvad de kan for at tage ansvar for eget liv. Men det er begrænset hvor meget vi som enkeltindivider kan magte at løfte alene. Regeringen opfordres til at tøve med, at lave sundhedspolitiske aftaler uden at tage højde for de sociale faktorer, der har størst indflydelse på befolkningens sundhed.

Hvis politikerne virkelig vil spare penge – og liv – skal de satse på at fremme vores levevilkår (tidlig forebyggelse), ikke sen behandling af forebyggelige selvmordskriser.

---