Personlig historie (+18 år)

Denne meget personlige historie indeholder beskrivelser af mobning, psykisk mistrivsel, selvskade, selvmordstanker og indlæggelse i psykiatrien. Hvis du selv kæmper med lignende tanker, så ræk ud til nogen, du stoler på – fx en ven, et familiemedlem eller en professionel. Læs historien sammen med en voksen, hvis du er under 18 år gammel.

---

Min vej ud af mørket

I dag er jeg glad for min autismediagnose, men det har taget lang tid at acceptere både den og de vilkår, der følger med. Især har jeg haft det svært i folkeskolen.

Folkeskole – at være usynlig

Jeg var „den stille pige” – jeg ville gerne være social, men forstod ikke de sociale spilleregler, følte mig som en outsider. Og jeg turde ikke spørge, i frygt for at blive set ned på. Jeg havde faktisk en ven, men hun gik på en anden skole, så i hverdagen følte jeg mig alene.

Da jeg skiftede skole i 7. klasse pga. mobning – især udelukkelse – blev det ikke bedre. Jeg fandt en måde at slippe for skolen på: Jeg tog en dobbelt dosis epilepsimedicin og blev syg, så jeg kunne blive hjemme. Jeg var kronisk træt og udbrændt og fik mange epileptiske anfald.

Diagnosen og den første lettelse

I 8. klasse begyndte jeg hos en psykolog, fordi mine forældre begyndte at mistænke, at der var noget anderledes ved mig. Psykologen kunne hurtigt se tegn på autisme. Og anbefalede en udredning, Jeg sagde ja til udredning, selvom jeg ikke vidste, hvad autisme var – bare det kunne hjælpe, var jeg tilfreds.

Diagnosen gav mening. Vi fandt ud af, at mange af mine "epilepsianfald" faktisk var nedsmeltninger – min krops reaktion på overbelastning.

Efterskole: Fra at blomstre til at brænde ud

Del 1: I 2017 startede jeg på en efterskole for unge med særlige behov. Det ændrede alt. Jeg blev mødt med forståelse, fandt venner og lærte at være mig selv. Min tante og moster arbejdede på efterskolen og var en stor støtte for mig.

Del 2: Efter et år på den første efterskole besluttede mine forældre og jeg at jeg skulle prøve noget nyt. Men den nye efterskole var det stik modsatte af, hvad jeg havde brug for Jeg følte mig usynlig og udenfor – som i folkeskolen. Ingen lærere lagde mærke til mig – de sagde bare: “Ida klarede sig fint.” mens jeg kæmpede for at komme igennem dagene. Jeg følte mig som en ludo brik, der var blevet slået hjem.

Flere gange overvejede jeg at ringe hjem og sige, at jeg ikke kunne mere. Men mine forældre havde betalt så mange penge for opholdet, og jeg ville ikke skuffe dem. Så jeg holdt ud. Og sagde til mig selv; ”Det ville blive bedre i morgen”

Til gallafesten i juni fik jeg nok. Jeg sad alene og græd, mens de andre festede. Jeg ringede til min familie, og fortalte endelig det hele. De kom og hentede mig. - Ingen fra skolen spurgte siden, hvor jeg var blevet af.

Jeg er meget taknemmelig for, min familie, som altid har været en kæmpe støtte for mig. Vi har et tæt og nært bånd, og deres forståelse og omsorg har betydet alverden i de svære perioder.

STU og første skridt mod bunden

Efter efterskolen begyndte jeg i august 2019 på en STU. Her gik det bedre – jeg fik hurtigt venner og trivedes nogenlunde, men minderne og tankerne fra efterskolen sad stadig fast.

Jeg var kronisk træt og udmattet, fordi jeg havde så mange tanker fra efterskolen.

Så jeg havde brug for at være alene - helt alene - og valgte i januar 2020 at flytte i en lille lejlighed i Mårslet i udkanten af Århus. 

I starten gik det godt, men fordi Efterskolen stadig rumsterede i baghovedet, blev jeg mere og mere deprimeret. 

Jeg ramte bunden I slutningen af februar og vi kontaktede psykiatrien. Jeg snakkede med en psykolog fra psykiatrien, men hun forstod ikke autisme og sendte mig hjem med noget antidepressiv medicin. 

Medicinen hjalp ikke - den havde kun den modsatte effekt.

Jeg endte med at tage en lille overdosis, et par dage efter vi snakkede med psykologen, Det tog de ikke alvorligt, for det var ”kun” en lille overdosis så de sendte mig hjem igen, 

Tre dage senere tog jeg en større overdosis, igen som et råb om hjælp - og så kunne jeg blive indlagt.

Jeg selvskadede, mens jeg var indlagt, men det eneste, de kunne gøre, var at fjerne de ting, jeg brugte, og give noget beroligende medicin - og det var det.

Psykiatrien mente stadig, det ”bare” var en depression, så de kunne ikke hjælpe - kun tilbyde mere antidepressiv medicin. Som stadig ikke hjalp.

Jeg blev udskrevet 2 uger efter, uden yderlige hjælp.

Vi troede ikke jeg kunne falde dybere men det skulle visse sig at vi tog helt fejl: Jeg begyndte at selvskade på dagligt basis og forsøgte at begå selvmord to gange, - men uden at nogen vidste det, heller ikke mine forældre, selvom vi har et tæt og nært bånd

Jeg sagde ikke noget for jeg ville ikke være til besvær. Og vidste at psykiatrien alligevel ikke kunne hjælpe.

- Jeg tror ikke jeg ville dø, jeg ville bare gerne have det bedre. Og så ikke en anden udvej end det. 

Først den 23. juni 2020, efter 2,5 måned med skjult selvskade fortalte jeg det hele til mine forældre. Og jeg blev straks indlagt!

Indlæggelse og indsigten

For mig var indlæggelserne mere opbevaring end behandling. De forhindrede mig i at begå selvmord, men - i overført betydning - lagde de kun et plaster på et sår med betændelse i.

De forsøgte at undersøge mig for skizofreni, og der gik flere måneder, før de indså, at det i virkeligheden var en overbelastningsreaktion, som følge af ubehandlede traumer fra efterskolen.

Psykiatrien forstår ikke, hvad autisme er. Tre gange har jeg oplevet uden varsel at blive flyttet på dobbeltstue, selvom jeg havde brug for ro. - Selve personalet på afdelingen gør et godt stykke arbejde, det deres overordnet og politikerne der halter.

Hjælp udefra

Psykolog: I efteråret 2020, fandt min mor to dygtige psykologer med viden om autisme, overbelastning og traumer. Første gang jeg mødte dem, var til et møde, de holdt på sygehuset. To læger og to sygeplejersker deltog også. Det første, de gjorde, var at præsentere en dagsorden – noget, vi aldrig havde oplevet fra sygehusets side før. 

Bare det gjorde at mine forældre og jeg kunne mærke håb – endelig nogen, der forstod os og gav indtryk af, at jeg kunne få det godt igen.

Bosted: I julen 2020 flyttede jeg på bosted. Personalet var en stor støtte – de besøgte mig, mens jeg var indlagt, og skabte tryghed i overgangen til udskrivelse. Og Fordi jeg ofte havde tankemylder, kom personalet ind til mig hver aften til en godnat samtale, hvor jeg kunne få sat ord på det, der fyldte. Det hjalp mig meget.

Mit nye netværk overtog behandlingen - de ”rensede og helede såret”. De forstod mig og hjalp mig med at bearbejde traumerne fra efterskolen. De lærte mig om Meta kognitiv terapi - tanker er bare tanker og ikke farlige.

D.22.februar 2022 havde jeg min sidste nat i psykiatrien. Jeg blev overført til ambulant psykiatri (dagsbehandling), og en sygeplejerske derfra kom og besøgte mig på bostedet.

Det var hårdt at starte i ordentlig behandling, men langsomt begyndte det at virke. Jeg kom mere ud, jeg fik venner og mere energi.

Ressourceforløb til fleksjob

I maj 2022 startede jeg i virksomhedspraktik i sportmaster -  én time én dag om ugen. Jeg arbejdede på lageret, hvor jeg bøjlede tøj op, og jeg måtte høre musik i ørene i mens. Det var rart og godt for mig at komme ud. Langsomt - og i takt med at jeg fik det bedre - fik jeg flere timer i praktikken.

Men alligevel manglede der noget. Brikkerne faldt ikke helt på plads.

Min psykolog foreslog en udredning for ADD. Jeg - og resten af mit netværk - var helt enige.

I juni kontaktede vi Adhd-teamet og bad om en udredning.

ADD-Udredning 

Fordi jeg i forvejen var tilknyttet psykiatrien, kunne vi begynde udredningen med det samme. Udredningen var grundig - blandt andet skulle jeg have en MR-scanning af min hjerne for at udelukke hjerneskader eller komplikationer fra min epilepsi.

I november 2022, fem måneder senere fik jeg diagnosen ADD. 

Efter flere fejlslagne forsøg fandt jeg endelig den rette medicin - og blev afsluttet helt i psykiatrien. 

Det satte skub i min udvikling. Pludselig kunne jeg læse - og jeg begyndte at læse meget om diagnosen. Jeg kunne genkende stort set alt. 

Bedring

I efteråret 2023 var der problemer i min praktik, og jeg valgte selv at stoppe. Jeg havde et halvt år “fri” inden vi fandt en ny praktikplads til mig. Men det var ikke kun Netflix og sofa - jeg greb chancen for at fokusere endnu mere på at få det bedre. 

Jeg gik lange ture, læste selvhjælpsbøger og begyndte at øve mig i at bo selv, ved at være i mine forældres hus, når de i weekenderne ikke var hjemme. Jeg fik en kæreste og brugte også meget tid med ham. 

I 2024 tog det for alvor fart. Jeg havde ikke én eneste weekend, hvor jeg var hjemme på bostedet, og jeg sov aldrig det samme sted mere end tre nætter i træk. 

Der var kommet uro på bostedet, og fordi jeg ikke har noget "filter" til at sortere lyde fra havde jeg svært ved at finde ro på bostedet. Min kæreste og mine forældre boede tæt på bostedet, så det var nemt og trygt for mig at være hos dem – der kunne jeg bedre finde ro og slappe af. Derfor begyndte jeg også at sove mere hos dem.

I april 2024 startede jeg i en 13-ugers virksomhedspraktik. Jeg udviklede mig meget, jeg startede med 3 timer om ugen og nåede op på 5 timer om ugen, da jeg stoppede. Ikke mange timer - men lidt er altid bedre end ingenting.

Fordi det gik så godt, skrev min sagsbehandler i juli mig op til en lejlighed gennem det sociale boligtilbud. Jeg var heldig – efter kun tre dage (Hvor ventetiden normalt er 3–9 måneder), fik jeg tilbudt min drømmelejlighed. 

Jeg kunne dog først flytte ind i september. Det betød, at fra juli til september handlede alt om at komme igennem den konstante flytteri. Det var udmattende at flytte rundt, jeg var fysisk og mentalt træt, og savnet efter en tryg base voksede sig stort.

Et slag i maven – og styrken, der fulgte

Der var noget næsten komisk tragisk over det hele: Tre uger efter jeg flyttede ind i min nye, perfekte lejlighed, gik min kæreste og jeg fra hinanden. Som om flytning ikke var nok i sig selv. 

Og som om det ikke var nok; mine bostøtter blev udskiftet, mine forældre flyttede længere væk, og min praktikplads? Den var også udløbet. 

Med andre ord: Alt det, jeg havde brugt over et halvt år på at bygge op, forsvandt i løbet af få uger. Tillykke, Ida – ny bolig og nul stabilitet. 

Jeg savnede på en måde det velkendte bosted, men det bekræftede mig også i, at jeg var klar til næste skridt. 

Den nye hverdag

I dag har jeg det meget bedre. Jeg kan meget mere end for få år siden, og jeg er virkelig glad for at have fået en tryg base - et hjem, hvor jeg bestemmer, hvem der kommer ind, hvor der ikke er andre jeg skal forholde mig til og jeg kan være alene når jeg har behov for det. Jeg nyder at være single og at have mere tid og overskud til at se venner og familie. 

Jeg læser stadig bøger om selvudvikling og arbejder fortsat på at lære mig selv bedre at kende. Det stopper jeg nok aldrig helt med - men det fylder mindre nu.

I februar i år (2025) startede jeg i en ny virksomhedspraktik, som jeg stadig er i (Juni 2025) og jeg er glad for den. 

Jeg arbejder fortsat på at acceptere mine livsvilkår – især min træthed – og at finde fred med, at mit tempo er anderledes, og at jeg indtil videre kun kan arbejde fem timer om ugen.

Det er stadig svært. Jeg har stadig dårlige dage og nedsmeltninger, men de rammer ikke lige så hårdt. 

---

Jeg elsker citater – få ord, der beskriver så meget – her er 3 af mine yndlings og dem, jeg lever efter:

”Nogle gange kommer tårerne, ikke fordi det er godt, ikke fordi det er dårligt, men fordi det er for meget.”

”Hvis du ikke vælger en dag at slappe af, vælger kroppen en dag for dig.”

”Tanker er ikke farlige, det hvordan man håndtere dem der er farligt”

---

Skrevet af Ida, juni 2025