Klovn misforstår solsikkesnoren og det rammer mennesker med handicap
Skrevet af Thea Enevoldsen, Forperson i Autisme Ungdom
Nej, man kan ikke snyde sig uden om bøder, springe foran i køen eller få nogen som helst form for fordel i vores samfund ved at bære en solsikkesnor. Alligevel er det netop den forestilling, der bliver forstærket i et afsnit af Klovn (S10 A7), hvor Frank Hvam udnytter solsikkesnoren for at undgå en bøde.
For mange danskere er Klovn en kultserie, kendt for sin humor og satire over hverdagslivet. Men når serien vælger at bruge et symbol, der for tusindvis af mennesker med usynlige handicap er en vigtig støtte i hverdagen som komisk rekvisit, bliver resultatet ikke bare misforstået, det bliver ableistisk.
Der er i øvrigt intet realistisk i det, serien viser. Ingen kan eller bør undgå en bøde, fordi de bærer en solsikkesnor. Snoren giver hverken særlige rettigheder eller undtagelser fra regler og lovgivning. Den fungerer udelukkende som et signal om, at man kan have brug for tålmodighed, ro og forståelse i mødet med andre mennesker.
At fremstille snoren som et “frikort” er derfor ikke bare misvisende, men skadeligt, fordi det undergraver den respekt og troværdighed, som snoren bygger på. Det handler ikke om privilegier, det handler om medmenneskelighed.
I forbindelse med vores egen undersøgelse fortalte mange unge medlemmer, at de helt undlader at bruge snoren. Ikke fordi de ikke har behovet, men fordi de frygter at blive mødt med mistro eller fordomme. Flere beskriver oplevelser, hvor fremmede kommer med kommentarer som “Du ligner jo ikke en med et handicap”, og 28% af de adspurgte har oplevet negative episoder relateret til snoren.
Når en serie som Klovn viser, at man kan bruge solsikkesnoren til at slippe for en bøde, forstærker det netop de fordomme, der gør livet sværere for dem, der har brug for den. Det underminerer den tillid og forståelse, som snoren er skabt til at skabe mellem mennesker.
Vi i Autisme Ungdom vil gerne slå fast:
Solsikkesnoren handler ikke om særbehandling.
Den handler om medmenneskelighed.
Og det burde være dybt tankevækkende, at der overhovedet er behov for et fysisk symbol for at minde folk om at udvise empati.
Vi med handicap har humor. Men humor må aldrig ske på bekostning af dem, der allerede kæmper for at blive forstået.
Scenen i Klovn kunne sagtens have været sjov uden at være skadelig. Vi forventer, at Frank Hvam, Casper Christensen og de øvrige manusforfattere kan skrive mere intelligente og humoristiske scener i fremtiden.

Læs mere og andre relevante artikler:



Det er vigtigt at forstå, at solsikkesnoren kan være en stor hjælp for mennesker med usynlige handicap, som ofte møder misforståelser i hverdagen. Humor kan sagtens sætte fokus på følsomme emner, men det kræver omtanke, så ingen føler sig udstillet eller gjort til grin. Selv når man slapper af med underholdning som iptv nordic, er det værd at huske, hvor meget respekt og forståelse betyder i samfundet. Jeg synes, det er vigtigt at skabe mere opmærksomhed om usynlige handicap og de udfordringer, som følger med. En større forståelse kan gøre hverdagen lettere for mange mennesker.