Det føltes som en tung sten der har lagt sig ovenpå mig. En vægt så tung at det besværliggør min vejrtrækning. Tårerne triller ned ad mine kinder, jeg kan ikke se klart. Jeg bliver kvalt i mit eget skjulte skrig. Jeg mangler nærvær, jeg mangler et kram. Jeg kan ikke finde fodfæste, jeg kan ikke navigere rundt i det her liv, det her liv der er så fuldt af alt for mange følelser.

​

Jeg kan ikke fungere, jeg føler mig ligegyldig. Ikke god nok, ikke stærk nok. Jeg mangler en at snakke med, jeg savner grinet. Det grin der ikke længere er en del af mit ordforråd. Jeg savner lyset.

​

Jeg mangler noget til at udfylde det her hul, det her hul jeg ikke kan få til at gå væk. Jeg føler mig fanget i min egen krop.

Jeg kan ikke interagere med dem omkring mig, for min mund lukker i. Jeg fylder hullet med tankeløse tanker. Og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, hvad jeg skal gøre for at få den her forfærdelige følelse til at holde op. Jeg føler at stenen der i starten lå ovenpå mig, er blevet til en permanent del af mig. Jeg føler at min krop er tung, som ti tusinde kilo beton, jeg er fanget og jeg kan ikke bevæge mig.

​

Jeg føler mig tom, men også helt fyldt op. Jeg føler mig alene, alene med mig selv og mine tanker.

​

Jeg sidder passivt, og kigger ud på verden. Den verden jeg ikke kan nå. Der er kilometer mellem mig og dem. Jeg kan se det, se hvad jeg burde gøre. Men jeg kan ikke finde modet til at række ud. Jeg kan ikke længere tro på at det vil ændre sig. Jeg tør ikke, for selv når jeg er sammen med nogen, føler jeg mig ikke som en del af det. Jeg føler mig fjern, fjern fra de mennesker der burde holde af mig. De mennesker som jeg burde holde af.

​

Jeg kan elske og savne. Jeg kan føle længsel. Men jeg kan ikke mærke det. Jeg kan ikke mærke nærhed. Jeg kan ikke tage imod, for jeg stivner eller bliver væk. Jeg sidder her og leder, leder efter en løsning.

​

Den er der et sted, det tager tid. Tiden er som en udefinerbar labyrint. Jeg farer vild, jeg stopper op. Og jeg prøver gang på gang at navigere rundt i det.

​

Jeg kan lægge mig fladt ned på jorden, lade smerten overtage mig. Lade tyngden overmande mig. Men jeg vælger at følge den smalle streg af lys der indimellem dukker op. Jeg vælger at gå hen imod sprækken med lys. Men jeg er bange, og det er okay. Jeg vil lade lyset omfavne mig i det kram jeg savner. Jeg vil knuge mig til det spinkle håb, det håb jeg ved findes et sted derude. For alt skal nok blive godt i sidste ende, og hvis det ikke er godt, så er det ikke enden endnu.

​

Hvis jeg kan, så kan du også, du må gerne stoppe op, du må gerne mærke håbløsheden, men du må ikke give op. Hvis du ikke selv kan mærke håbet, så lad en holde det for dig. Der er håb derude et sted. Det er okay hvis du ikke kan se det lige nu. Men du skal blive ved med at tro på at det findes. Og hvis du lige nu er et sted hvor du ikke kan tro på det. Så lad mig holde troen i live for dig. Der er en bedre dag i vente. Der er en dag hvor tingene igen bliver bedre. Det er en rejse, du må bare ikke stoppe den for tidligt. Dine følelser er reelle. Og der er plads til dem.

 

Det gælder om at finde de mennesker der kan rumme dig. Og de er der et sted. Måske ikke lige nu, men de dukker op på et tidspunkt. Det er okay at skrige, og råbe, og vride sig i smerte. For det holder op med at gøre ondt på et tidspunkt. Du er ikke alene om at føle dig alene.

​

​

Det forsøger jeg at holde fast i, når det gør ondt.

Hilsen en Anonym pige der tror på at du kan komme igennem det her