Silke vinder Bagger-Sørensen Fondens Påskønnelsespris 2022
AF: Hanne Rødgaard Jægerlund
Silke Ena Svare på 22 år, der er forperson i foreningen Autisme Ungdom, fik den 30. august 2022 overrakt Bagger-Sørensen Fondens Påskønnelsespris. Påskønnelsesprisen er en personlig hædersgave og bliver uddelt op til to gange årligt. Med prisen følger 50.000 kroner.
Her ses Silke sammen med de øvrige prismodtagere og formanden for Bagger-Sørensen Fonden.
Fra venstre: Mohit Kothari (Ung Forskerprisen), Erik Richter (Bagger-Sørensen Prisen), Lærke Smidt Gasbjerg (Ung Forskerprisen), Silke Ena Svare (Påskønnelsesprisen) samt Claus Bagger-Sørensen (formand for fondens bestyrelse).
Tillykke til Silke
Den 20. maj 2022 modtager Silke Ena Svare en mail. En mail med en meget større betydning, end alle de andre mails, der ellers havde hobet sig op i indbakken.
En mail fra Bagger-Sørensen Fonden, der fortæller at Silke er blevet udvalgt til at modtage Bagger-Sørensen Fondens Påskønnelsespris.
Det er en pris der bliver tildelt til en person, der har ydet en vedvarende, ekstraordinær og usædvanlig indsats, inden for et af Fondens bevågenheds områder. Kriterierne for at modtage prisen, indebærer at indsatsen må være mere end det, der normalt kan forventes i forbindelse med modtagerens arbejde.
Hotel Munkebjerg i Vejle, dannede på en solrig tirsdag den 30. august, rammen for en spændende og informationsrig ceremoni, da Bagger-Sørensen fonden uddelte 4 priser.
I selskab med de tre andre dygtige ildsjæle, der også modtog en pris fra Bagger-Sørensen Fonden, sad Silke parat sammen med sin kæreste, der var med for opbakningens skyld. Silke skulle modtage Påskønnelsesprisen for hendes ekstraordinære og usædvanlige store indsats i Autisme Ungdom. Bagger-Sørensen fonden udtaler at: “Hun er et forbillede og en rollemodel ud over det sædvanlige.”
Øvrigt i forbindelse med beskrivelsen af hvorfor det var lige netop Silke der skulle modtage Påskønnelsesprisen denne gang, udtalte Bagger-Sørensen Fonden at:
“Silke Ena Svare har stået i spidsen for unge autister mellem 13-30 år siden 2019, og hun har knoklet for at skabe en forening med hjerterum og fællesskab for en stor gruppe af unge mennesker, der har savnet et inkluderende fællesskab. Foreningen har kun eksisteret siden slutningen af 2019, men har allerede 8 lokale afdelinger fordelt over hele landet og mere end 400 medlemmer. Og der bliver jævnligt holdt arrangementer der inkluderer brætspilshygge, samtalecaféer om det der er svært, tur til zoologisk have, sommer camp, online-spil aftener mv.
Men Silke har gjort mere end det. Silke har talt de unge autisters sag, med udgangspunkt i hendes egen hverdag. og har været en af de sidste års mest markante stemmer inden for autismeområdet, dette på faglige konferencer, i kommunalvalget 2021, i pressen, på Folkemødet 2022 og ved møder på Christiansborg.”
Det bliver sluttet af med beskeden
“Vi ønsker stort tillykke med den velfortjente pris.”
Spørger man Silke hvordan det har været at modtage prisen er svaret:
“Det har været næsten lige så surrealistisk at modtage prisen, som dengang jeg tilbage i maj måned, åbnede min mail, og så beskeden fra Bagger-Sørensen Fonden. Det har været rigtig svært at holde på hemmeligheden, men nu er ventetiden endelig slut. Og jeg kan endelig få lov til at dele min glæde med dem omkring mig.
Det er så kæmpestort for mig at få tildelt sådan en kæmpe pris. I mine egne øjne er jeg jo bare en ung autistisk kvinde på 22, som besluttede mig for, at Danmark skulle være et bedre sted for autister. At få en anerkendelse af denne her størrelse er ekstremt overvældende og virkelig fantastisk.”
Silke fortsætter med at fortælle
“På en måde føles det hele så meget større end bare mig. Det er første gang en autistisk person vinder en pris fra denne fond. Jeg er ret sikker på, at jeg er en af de yngste til at vinde priser derfra. Jeg er 22, autist med ADHD, og alligevel er jeg lykkedes med at opnå så kæmpe meget på så kort tid. Hvis det kan motivere nogle unge på spektrummet til at følge sine drømme, så ville jeg revne af stolthed indeni.”
Silke lægger flere gange vægt på taknemmelighed, over for alle de mennesker der har støttet op omkring Silke, både personligt, og i hendes arbejde.
“Jeg er evigt taknemmelig for alle jer, der har støttet op om Autisme Ungdom - uden jer var det her slet ikke muligt. En særlig tak skal gå til min kæreste Marcus for at støtte mig i tykt og tyndt på foreningsrejsen. Jeg vil også gerne takke Angelina og Naja for at være de bedste næstforpersoner man kunne ønske sig, og de medlemmer af hovedbestyrelsen, der har kæmpet for organisationen sammen med mig - uden jer, intet Autisme Ungdom.”
Selvom Silke selv har svært ved at forstå, at anerkendelsen bliver tildelt hende. Så bakker Silkes klare kommunikation, vigtige arbejde, og store bedrifter de senere år, tydeligt op om, hvorfor hun har modtaget Påskønnelsesprisen.
Hovedbestyrelsen i autisme ungdom bakker også op, og fortæller
“Vi synes selv at Silke er den helt rigtige til at modtage denne pris, fordi Silke har gjort et fantastisk arbejde for Autisme Ungdom. Under hendes ledelse er foreningen blomstret op, og vokset sig til et endnu mere fantastisk fællesskab. Hun arbejder hårdt og godt for foreningen, og vi er super glade og stolte over at hun bliver anerkendt for det gode og vigtige arbejde, som hun har gjort. Vi glæder os alle sammen til at fortsætte arbejdet sammen med hende.
Det at Silke har fået tildelt denne pris, er et stort skridt i den rigtige retning. I forhold til at få sat autisme, og alt hvad det indebærer på dagsordenen i Danmark.
Det er en vigtig anerkendelse af Silke som privatperson, men også det foreningsarbejde, Silke, som forperson for Autisme Ungdom, står i spidsen for. Det er en anerkendelse af Autisme Ungdom som forening og det arbejde alle os frivillige lægger i foreningen.
Den bevågenhed den her pris er med til at skabe på autisme, giver os mulighed for at fortsætte arbejdet med fornyet inspiration og kampgejst. Prisen kan også forstås som et vigtigt pejlemærke, i forhold til vores forståelse for, hvordan det er lykkedes vores forening at få sat fokus på autisme blandt andet i den offentlige debat. Herunder er det en sejr at det på så relativt få år, er lykkedes os at blive en markant ung autistisk stemme, flere får øje på når debatten handler om os. Det betyder for os, at vi ved, at måden vi har formået at kommunikere vores budskaber og fokusområder ud på virker.
Hvilket er med til at hjælpe os, med viden omkring hvordan vi skal fortsætte vores arbejde for et mere autisme venligt Danmark. Både gennem det politiske arbejde, og også vores arbejde hen imod at få skabt flere rummelige fællesskaber.”
Den vision omkring det fortsatte arbejde, bliver bakket op af Silke.
Kort efter prisoverrækkelsen giver Silke et videointerview til Bagger-Sørensen LinkedIn profil, hvor hun fortæller om sin rolle i Autisme Ungdom.
Her bliver hun spurgt ind til hvad hun ønsker for den næste generation af autister, og de unge der skal drive foreningen videre efter hende.
Silkes svar lød klart
“Det jeg ønsker mig for fremtidens unge autister er egentlig bare, et samfund der er bedre designet til hjerner som vores.
Et sted hvor der er mere rummelighed og accept over for at vi gør tingene på en anderledes måde. Det er ikke nødvendigvis en dårligere måde, det er bare en anden måde at gøre tingene på. Og det har vi også brug for som samfund. Vi snakker så meget om biodiversitet, og hvorfor det er vigtigt. Men neuro diversitet er altså lige så vigtigt for at samfundet kan fungere. Så rummelighed og forståelse, og et samfund hvor vi kan gå i skole og tage en uddannelse, få et arbejde og føle os repræsenteret af fællesskaber ligesom alle andre, eller ligesom de neurotypiske. Det er egentlig bare alt, hvad jeg ønsker mig for fremtidens unge autister.”
Fakta om Bagger-Sørensen Fonden
Bagger-Sørensen Fonden blev stiftet tilbage i år 1984. Fonden har tidligere heddet Dandy Fonden. Men skiftede i 2002 navn til Bagger-Sørensen Fonden
Hvad er Bagger-Sørensen Fondens formål?
Bagger-Sørensen fondens formål er at yde støtte af almennyttige eller almenvelgørende karakter, til kulturelle eller sociale aktiviteter, samt til videnskabelige aktiviteter og forskning.
De 6 områder er følgende:
-
Diabetes
-
Odontologi
-
Oftalmologi
-
Cøliaki
-
Autisme
-
Neurofibromatosis Recklinghausen