Silke fik frataget sin støtte, konsekvenserne var overvældende

Af Hanne Jægerlund

Silke på 21 år er talsperson for organisationen Autisme Ungdom. Til daglig bor hun i Roskilde med sin kæreste, og læser HF-enkeltfag på deltid. Silke har gennem det sidste år kæmpet en kamp mod kommunen.

I juli 2020 valgte Roskilde kommune at afslutte Silkes efterværn.

Hun har nu endelig fået svar fra Ankestyrelsen. Hun har fået medhold i sin klage vedrørende kommunens beslutning om at fjerne støtten, og hendes sag er derved blevet omgjort.

Det betyder at Silkes historie bliver en del af en kedelig statistik. Silkes historie er nemlig langt fra enestående. Landsforeningen Autisme har udgivet tal der viser, at hele 51 % af alle sager på børnehandicapområdet og 46 % på voksenhandicapområdet, der bliver behandlet af Ankestyrelsen bliver omgjort eller hjemsendt til kommunen.

Autisme ungdom (1 of 16).jpg

Efterværn afsluttes

Silke står altså lige pludseligt uden den støtte-kontaktperson, som hun har kendt og følt sig tryg ved i næsten 5 år. Dette sker på trods af, at Silke gentagne gange udtrykker sin bekymring for at få frataget sin støtte.

 

Silke fortæller at hun havde en opfattelse af, at kommunen havde taget beslutningen på forhånd. Hun hverken følte sig set, hørt eller inddraget i beslutningen. Silke stiller sig også undrende overfor, hvorfor kommunen havde et behov for at afslutte hendes efterværn. Efterværn bliver bevilliget gennem paragraf 76 og kan strække sig frem til det 23. år. 

”Jeg fik følelsen af, at de tænkte “går den så går den, hvis vi er heldige klager hun ikke, og så sparer vi de penge””

Da kommunen begyndte at tale om at afslutte Silkes efterværn, skete det på baggrund af, at der havde været en positiv fremgang i Silkes trivsel. Spørger man Silke, er dette rigtigt observeret, men hun føler ikke, at de lyttede på, eller tænkte over, at den positive trivsel kun var lykkedes, fordi hun havde en fast støtte-kontaktperson, der kunne guide og vejlede hende igennem dagligdagens udfordringer.

 

”Jeg tror ikke de forstod hvor meget det betød for mig at have en fast tryghedsperson.”

Når man er autist, så kan det være svært at danne meningsfulde og tillidsbaserede relationer til andre mennesker. Denne problematik er Silke også blevet beskrevet med.

Da kommunen valgte at afslutte Silkes efterværn, gav Silke udtryk for sin bekymring. Blandt andet fordi hun stod i en periode, hvor hun oplevede mange udfordringer der medførte et øget stressniveau. 

På daværende tidspunkt arbejdede Silke fuld tid i en Fakta-butik. Hun var ved at uddanne sig til butiksassistent med speciale i kapitalkædedrift og havde 9 måneder tilbage af sit uddannelsesforløb. Hun stod overfor at skulle starte på den sidste skoleperiode - på en helt ny skole, og med de dertilhørende afsluttende prøver og eksamener.

 

Samtidig havde COVID-19 gjort sit indtog i hverdagen. Opgaverne i butikken blev ændret, og arbejdsbyrden blev større. Silke havde også gennem en længere periode fra udgangen af 2019 skulle forholde sig til en helt ny ledelse og omlægning af butikken. Derudover kæmpede Silke med seneskedehindebetændelse i sit håndled. En tilstand der krævede en operation med flere hospitalsbesøg både før og efter.

Sygemelding

Som autist kan det øgede stressniveau fra forandringer, have ekstreme konsekvenser for hvordan man kan fungere i dagligdagen. Det havde det også for Silke. Mindre end 2 måneder efter Silkes støtte-kontaktperson blev taget fra hende, bliver Silke sygemeldt med stress og dropper ud af sin butiksuddannelse.

 

”Jeg kunne ikke overskue hverdagen, jeg kunne ikke finde ud af, hvornår jeg skulle spise, eller hvornår jeg skulle gå i seng. Jeg begyndte at udvise psykotiske symptomer, og jeg udviklede i den periode en atypisk spiseforstyrrelse,” fortæller hun.

Silke beskriver videre ”Jeg havde prøvet at få det til at fungere uden min støtte-kontaktperson. Men hun blev frataget uden en ordentlig plan for nedtrapning. Jeg blev presset ud til et punkt, hvor jeg ikke længere kunne fungere, hvilket var helt unødvendigt.”

Frivillige tilbud

I november, et par måneder inde i sin sygemelding, går Silke ned på kommunen og fortæller, at hun har brug for hjælp. Hun spørger om hun kan få sin støtte-kontaktperson tilbage. Svaret er nej, og de henviser Silke til 3 frivillige tilbud i Roskilde Kommune.

”Det værste var, at da jeg kom og fortalte dem, at de ting jeg var bange for skulle ske skete, var de bare fuldstændig ligeglade”.”

Silke forsøger at søge hjælp ved et af de frivillige tilbud kommunen havde henvist hende til. Det stod dog hurtigt klart, at de ikke var klædt på til at støtte Silke tilstrækkeligt. I et brev til kommunen giver den frivillige mentorordning udtryk for, at de ikke kan imødekomme Silkes støttebehov. 

Uddrag fra brevet: 

”I foreningen er vi ikke uddannet mentorer, det er blot livserfaring vi tager i brug. Vi er ikke en erstatning til de kommunale eller private mentorer. Vi mener at Silke har brug for mere støtte end vi kan tilbyde. Silke har også brug for hjælp til at få en struktureret hverdag. Efter vores vurdering bør Silke genoptage en mentorordning via det kommunale regi, da vi desværre ikke kan hjælpe med de nødvendige behov hun har.”

Kastebold i systemet

Efter det står klart, at Silke ikke kan få den rette støtte igennem de frivillige tilbud, søger hun i stedet for hjælp hos lægen, der henviser hende til psykiatrien med henblik på at få behandling for hendes spiseforstyrrelse. Henvisningen bliver afvist, og i afvisningen lægger de vægt på, at Silkes problematikker burde kunne afhjælpes i kommunalt regi. De henviser til at: ”Patienten har tidligere haft gavn af en støtte-kontaktperson.” 

På trods af disse udtalelser nægter kommunen at genoptage Silkes efterværn. Silke klager to gange, før hendes sag bliver sendt videre til Ankestyrelsen.

Silke fortæller: ”Det kan godt være at jeg var i en positiv udvikling da kommunen i juli ville afslutte mit forløb, men jeg er autist, og mine udfordringer er livslange. Jeg udviklede mig positivt, fordi jeg fik den rigtige støtte.  Jeg havde plads til at spire, og jeg kunne varetage de opgaver jeg stod overfor, fordi jeg kunne få hjælp til at forstå dem, overskue og strukturere dem.” 

Silke beskriver, at efter hun fik frataget sin støtte-kontaktperson, følte hun sig overvældet. Det var medvirkende til, at hun følte sig nødsaget til at droppe ud af sin uddannelse.

”Der var så mange ting jeg skulle forholde mig til på en gang, så selv de mindste ting var for meget.”

Da Silke hverken kunne få hjælp fra Roskilde Kommune eller psykiatrien, fandt Silkes svigerfamilie midlerne til at ansætte en privat mentor, der kunne varetage noget af Silkes støttebehov. 

En ny start

Silke mener selv, at hun i dag er et langt bedre sted end hun var tilbage i vinteren 2020. Men Silke fortæller også, at hun er blevet mere opmærksom på sine advarselssignaler. ”Der skal ikke så meget til før jeg bliver presset, men jeg ved idag, at det er vigtigt, at jeg får holdt mine pauser.”

Efter nogle måneders sygemelding startede Silke i januar 2021 med at læse HF-enkeltfag på deltid. Her modtager Silke SPS-støtte, hvilket hun ser som en god hjælp. Hun føler dog ikke, at det rækker langt nok.

 

Silke forklarer det med: ”Jeg er udfordret på mine eksekutive funktioner, det vil sige lave mad, ordne vasketøj, spise, handle ind, oprydning, alt der kræver initiativ og komme i gang. SPS-støtten kan tilbyde hjælp til selvhjælp, de kan lære mig hvordan jeg skal strukturere min tid, men de må ikke hjælpe mig med at lave en plan. Det er en stor barriere for mig. Jeg har hvis jeg skulle vælge, meget mere brug for støtten derhjemme, da uddannelsen heldigvis allerede er struktureret til et vist punkt.”

SPS-støtte står for specialpædagogisk støtte, og har til formål at sikre, at elever med særlige udfordringer og behov kan tage en uddannelse på lige fod med andre studerende.

Da hun skulle have bevilliget SPS-støtte, oplevede Silke igen at kommunens sagsbehandlingstid var langsom.

”Det tog skolen 30 minutter at finde ud af, at jeg var berettiget til SPS-støtte. Det tog kommunen et halvt år. For mig vidner det om, at der er mange brister i systemet.”

Forløsning

Den 17. maj 2021 kommer der så endelig svar fra Ankestyrelsen, og da Silke finder ud af, at hun har fået medhold i sin klage, er hendes første tanke ”Jeg havde ret.”

 

Silke fortæller: ”Det har været så hårdt, at jeg skulle undvære min støtte, og jeg har virkelig kæmpet for at opretholde en god hverdag.”

 

Silke beskriver i et opslag på sin Instagram-profil nogle af de følelser der har været involveret i forløbet:
”Jeg havde ret, ret i at Roskilde kommune behandlede mig dårligt, at det de gjorde ikke var i orden. At jeg har krav på støtte, Jeg er vred over at Roskilde Kommune har udsat mig for det her. Jeg er vred over at jeg har skulle gå med alle de her ting alene. Men jeg er også glad, glad for at jeg fik ret – for det betyder at jeg kan få den hjælp jeg har brug for.”

Silke fortæller, at grunden til at hun har valgt at dele sin historie er for at fortælle, at du ikke skal give op.

”Bliv ved med at kæmpe for det du har ret til. Hvis jeg kan, så kan du også. Kun ved at kæmpe for det, og ved at stå fast på dine rettigheder, kan du opnå det resultat du har brug for.”