Derfor var min Aspergers diagnose en lettelse for mig som ung

AF NICOLE BORNHAK

Jeg hedder Nici, jeg er 25 år gammel og Aspergers autist. Jeg fik min diagnose i foråret 2017. At få min autismediagnose betød virkelig meget for mig. Mange ville nok forvente, at man bliver ked af det, sur, bange eller frustreret, når man bliver diagnosticeret med noget. Det er som om man officielt får at vide, at man ikke er ligesom alle andre. Men jeg var faktisk glad for at få min diagnose. I det her indlæg vil jeg fortælle jer lidt om, hvordan en autisme diagnose kan være en lettelse.

Min viden om autisme før diagnosen

Der er rigtig mange fordomme om autisme. Inden min diagnose kendte jeg nok kun til de her fordomme, men jeg vidste overhovedet ikke, hvor bredt det autistiske spektrum virkelig var. Det eneste, jeg havde hørt om før, var infantil autisme. Jeg havde dog en helt forkert opfattelse af, hvordan nogen med infantil autisme opførte sig. Jeg forestillede mig bare en lille dreng, der sad i hjørnet og bevægede sin overkrop frem og tilbage hele tiden. Selvregulerende adfærd er faktisk en del af autisme, men kun én del af mange. Jeg vidste ikke engang, at der fandtes mange forskellige former for autisme. Jeg havde nok hørt, at Aspergers-syndrom eksisterede. Men atypisk autisme, GUA eller GUU for eksempel havde jeg aldrig hørt om før. Jeg kunne forestille mig, at min manglende viden om autisme var en del af, at det tog så lang tid, inden jeg fik min Aspergers diagnose. Nicole Bornhak fra Autisme Ungdom

Lidt om mig

For at kunne forstå, hvorfor min diagnose betyder så meget for mig, skal I nok vide lidt om mig. Jeg havde en helt fin barndom. Jeg var ret genert og tilbageholdende og bange for at snakke med folk, jeg ikke kendte så godt, men det var ikke noget problem for mig. Jeg havde dejlige venner og en sød familie. Så jeg var glad. Men det hele ændrede sig, da jeg var omkring 15 år gammel. Jeg begyndte at blive ret depressiv. Det var svært for mig at stå op om morgenen og jeg mistede glæden ved alt. Samtidig med det begyndte jeg at selvskade. Desværre stoppede problemerne ikke der. Da jeg var 17, udviklede jeg også en spiseforstyrrelse. Og i starten af tyverne fik jeg en depression. Jeg følte mig så anderledes og forkert. Jeg opdagede mere og mere, at jeg ikke helt var ligesom alle andre, men jeg vidste ikke hvorfor.

Hvordan jeg fik min Aspergers diagnose

Da jeg var 22, så jeg tilfældigvis en dokumentar, De skjulte talenter. Jeg vidste ikke, at dokumentaren handlede om autisme. Men jeg kunne genkende mig i så mange ting, som kvinderne sagde. Jeg gik med det samme ind på DRs side og så alle afsnit af dokumentaren. Og så gik det op for mig, at jeg må være autist, hvis jeg lignede dem fra dokumentaren så uendelig meget. Det var, som om de nævnte alle de udfordringer, som jeg oplever, men som jeg ikke engang kunne sætte ord på. Jeg snakkede så med min psykolog fra lokalpsykiatrien, hvor jeg allerede var i behandling. Hun var enig i, at det kunne være en god ide at udrede mig for autisme. Kort tid efter fik jeg diagnosen Aspergers-syndrom.

Efter min Aspergers diagnose

Jeg var ekstremt lettet og glad, da jeg fik diagnosen. Lige pludselig havde jeg en forklaring til alle mine udfordringer. Det var så dejligt at have den her nye forståelse for mig selv. Jeg bebrejdede mig ikke længere for de ting, jeg havde svært ved, men jeg indså, at der bare er nogle ting, der er sværere for mig end for andre. Det gør mig ikke til et dårligere menneske. Jeg tror, det bedste ved at få diagnosen var, at jeg følte, at det var noget, der passede til mig. Jeg havde jo fået flere andre diagnoser før, men de forklarede ikke helt, hvorfor jeg var, som jeg var. Men den her autisme diagnose gav så meget mening for mig.

Alternative reaktioner

Jeg ved, at ikke alle er ligeså glade for deres autisme diagnose, som jeg er. Det kan som sagt meget nemt være, at man bliver ked af det, vred, frustreret, bange eller også noget helt andet. Og det kan jeg virkelig godt forstå. En diagnose betyder jo for det meste, at man har nogle flere udfordringer end de fleste andre. Og det kan være, at det først går op for en, når man får diagnosen. Oveni det er autisme jo også noget, der ikke forsvinder igen. Det kan være hårdt at få at vide.

Hvad der er vigtigt at huske

Det vigtigste for mig er at huske, at diagnosen i sig selv kun er noget positivt. Det kan godt være, at autismen kan være svær at håndtere og at den påvirker min hverdag meget. Men det er så godt at være opmærksom på de her udfordringer. Og det er det, diagnosen gør. Den hjælper mig med at finde ud af, hvad jeg har svært ved. Diagnosen er jo bare et navn for det, jeg allerede har haft hele mit liv. Jeg er stadig den samme person efter diagnosen. Jeg ser min diagnose faktisk som et slags redskab, der kan hjælpe mig. Igennem min diagnose har jeg fået adgang til rigtig meget støtte. Jeg får for eksempel SU handicaptillæg, jeg har et ledsagekort og jeg har fået den rigtige støtte fra kommunen.

Husk, at diagnosen ikke ændrer dig. Du er stadig den, som du var før. Og i de allerfleste tilfælde behøver du ikke engang dele din diagnose med andre, hvis ikke du vil det. Diagnosen er der bare for at hjælpe dig håndtere din autisme bedre.